2021-05-03 Mindeord - Ole andersen

Ole Andersen er gået til de evige skove, hvorfra endnu ingen er vendt tilbage.

Ole havde netop færdiggjort banelægningen til Påskeløbet 2019,
da han efter en løbetur blev indlagt pga. akut opstået talebesvær.
Torsdag morgen den 29. april 2021 måtte han opgive kampen mod kræften.

Med en fortid som cykelrytter var han i ca. 40 år aktiv orienteringsløber i Herning Orienteringsklub.
Ole havde altid et godt humør og en humoristisk indfaldsvinkel på o-snak.
Med sit store engagement og fantastiske viden om hvad der rørte sig i orienteringskredse,
var han en skattet speaker ved flere store o-stævner.
Det blev til adskillige år i bestyrelsen bl.a. som sekretær og klubbladsredaktør.
Ved klubbens stævner var Ole som regel at finde blandt funktionslederne, typisk som banelægger.
I orienteringskonkurrencen var Ole i sit es. Han høstede 17 medaljer ved danske mesterskaber,
og gennemførte 12 Wild West’s, det sidste i 2017.

Ole blev 66 år og efterlader sig hustruen Helga og børnene Thomas, Theresa og Mathias.

Begravelsen finder sted fredag den 7. maj 2021 kl. 13:00 fra Nøvling Kirke.
Pga. coronarestriktionerne bliver det vanskeligt at finde plads i Kirken.

Æret være Ole Andersens minde.

Jens Jørgen

Copyright 2018 - Herning Orienteringsklub